Elgiganten fortsætter butiksvækst i det jyske
Det er kun en måneds tid siden, elektronikkæden Elgiganten offentliggjorde planer om at åbne en butik i Grenå. Nu kommer turen til endnu en jysk by, Skive, der kan forvente et Elgiganten-varehus inden for de kommende år.
- Med ca. 2.000 kvadratmeter til rådighed kommer vi til at tilbyde sidste nye butikskoncept med alt fra TV og hårde-hvidevarer til gaming. Herudover kan vores kunder se frem til en større Epoq-køkkenafdeling, hvor inspiration kan hentes, tegninger udarbejdes og nyt køkken og bryggers kan handles. Herudover vil man også kunne finde vores nyeste Apple-shop-in-shop-koncept, fortæller Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten.
Byggeriet går først i gang om et år. Derfor forventes varehuset at åbne i efteråret 2024, og der skal findes omkring 50 nye medarbejdere til at betjene butikkens kunder.
Placeringen af den nye butik bliver, i lighed med de øvrige i kæden, tæt på flere andre større kæder, der kan tiltrække en blandet kundeskare. Det kommende City Vest skal dog først etableres, men så bliver det også tæt på hovedvejen, så oplandet også let kan komme frem. Præcis som man kender det fra andre handelsområder uden for bycentrene.
- Vi ser frem til at blive en del af en ny større retailpark med flere velrenommerede butikskæder, som vi kender særdeles godt fra flere andre byer. Vi er meget tilfredse med den fine beliggenhed, siger Peder Stedal.
/cbu